Skip to content

Det kan være svært at genkende symptomer på angst

Hvorfor er det svært at genkende symptomer på angst?

Det er der flere forklaringer på, men lad os starte med den mere indlysende.

Når man slår hul på for eksempel ens albue, så registrerer kroppen med det samme, hvad der er galt, og hvis ikke et plaster er godt nok, så kan man få det undersøgt hos lægen. 
Og er det virkelig akut, så skal man måske en tur på skadestuen, hvor lægerne og sygeplejerskerne med 98 procent sikkerhed ved, hvad der er sket, og hvor længe behandlingstiden er.

Det er sindets opgave at modtage de registreringer, som kroppen sender ud med, at den har smerte, og ofte siger kroppen også, hvad der skal gøres, og det er at søge hjælp, og en fysisk skavank er til at se og lige til at slå op i en lægebog, hvad man skal gøre ved, hvis man da ikke allerede ved det.

Hvis man har angst, så er det selve registrerings-apparatet, der er ramt, og den søger naturligt rundt efter, om kroppen er ramt, men her foregår problemet omvendt.

Er man ramt af angst, får man – blandt mere – symptomer i form af åndenød, svedeture, koncentrationsproblemer, manglende appetit og mere, og det forsøger sindet så at afkode ved, hvad der er galt med kroppen end at indse, at problemet ligger hos sig selv.

Kan sindet ikke afkode, hvad det kommer af, så bliver konklusionen ofte, at man har haft en dårlig dag, spekulerer for meget.

Og det er jo netop, hvad man ofte får at vide af omgivelserne, når man ikke kan vise problemet frem fysisk: Enten at man er inde i en dårlig periode, og det må man acceptere, eller man hører den vanlige – og værste, at man bare skal tage sig sammen.

Problemet med angst er også, at de nævne symptomer også kan være tegn på stress, og begge dele skal man ikke tage let på, men behandlingen kan være forskellig, og det handler om at sætte ind med den rette behandling, for fejlbehandlingen kan gøre, at det tager længere tid at få bugt med det reelle problem.